Skam dig!

Jeg havde sådan glædet mig til at se dig. Du plejer at være en fantastisk ven. Når du kommer på besøg, plejer der at være fest og glade dage. Grill i haven. Lyse sommeraftner på terrassen. Men i år svigtede du. Fælt.
Farvel med dig, juli. Skam dig – og sørg for at vende tilbage i topform næste år. Vi ønsker ikke en gentagelse af dette års pinlige indsats fra din side.
Og kære august, nu hviler der et tungt forventningspres på dig. Vær nu sød at leve op til det…vi vil have sommer – nu!

Kulturchok

I går var jeg til et arrangement, som Niels Hausgaard ville have elsket. Det var formiddag, der var rundstykker, og der var to midaldrende, vestjyske ægtepar. Konerne var søstre, og mændene var iklædt ens kortærmede skjorter og havde bakkenbarter i en nærmest surrealistisk længde.
Kvinderne snakkede. Det var ikke just om atomfysik, men de snakkede. Mændene, derimod, var tavse. De drak deres kaffe, spiste deres ostemadder – og kun en sjælden gang imellem brummede de et par sætninger – primært når snakken kom ind på Tour de France.
Flere gange måtte jeg bide mig selv i underlæben for ikke at komme til at grine. Jeg kunne uden problemer se disse mennesker til grisefest på Rhodos iført storblomstrede badedragter.

Jeg oplevede det også i København for et par uger siden, hvor jeg sammen med tre venner var taget til banko. Det var ren kult! Som en af fyrene formulerede det: “Det her minder mig om en levende genbrugsbutik”. Væk var de smarte, lattedrikkende københavnere. I stedet bød aftenen på midaldrende damer med lykkedyr og 50 bankoplader. Spillet tog fire stive timer, og der var fuld koncentration hele aftenen. Undtagen lige hos os fire, som gentagne gange måtte kæmpe for ikke at skrige af grin.
En af damerne fortalte os, at hun spiller banko fire aftner om ugen. Sådan dér. Det er nu fascinerende at opleve, hvor broget et folkefærd danskerne er :-)

Jagten på den grønne græsplæne

I torsdags var jeg til SommerOase i Odder. Det havde jeg hørt rigtig meget godt om og glædet mig til at opleve. Ærlige talere med visioner! Det trængte jeg til at høre, for det synes jeg ærligt talt er en stor mangelvare i min egen kirke.

Men hvad oplevede jeg i torsdags? Desværre ingen visioner – men to talere, som ikke fortjente at stå på den prædikestol. Det er selvfølgelig lidt hurtigt – og meget uretfærdigt, jeg ved det – at dømme en hel lejr ud fra to møder, men jeg blev bare skuffet. Jeg havde forventet noget andet. Noget federe. Nogle visioner og noget ærlighed fra prædikestolen.

Naboens græs er altid grønnere. Men naboen bor åbenbart ikke i Odder. Gad vide, hvor han så holder til? Jeg leder stadig.

At få gåsehud…

Bemærk dommernes ændrede miner.
Wow!

Hold nu…

…bare kæft, tåbelige mennesker.

Kære Gud…

Sådan lyder titlen på min nyeste blog. Det er dog ikke en blog, som andre end jeg selv nogensinde kommer til at læse, da den er beskyttet med password. Pointen med den er bestemt heller ikke at få kommentarer eller at virke sjov/friskfyragtig/interessant, eller hvad meningen nu end måtte være med en “normal” blog som denne her.

Meningen med “Kære Gud…” er at styrke mit forhold til ham. At skabe et rum, hvor jeg er helt ærlig. Hudløst ærlig. Hvor jeg kan råbe af ham…takke ham…fortælle ham om alt det lort, som jeg siger og gør. Bede om tilgivelse og skælde ham ud. Gøre nøjagtig det, som jeg har brug for for at vokse og komme tættere på ham. Jeg er nemlig en idiot til at få bedt sådan old style-agtigt. Men jeg elsker ord. Og det at skrive har en decideret helende effekt på mig mange gange.

Og allerede nu kan jeg mærke, at bloggen har øget min lyst til kontakt med Gud. Fordi jeg kan være helt ærlig, og fordi det er på skrift. Tippet er hermed videregivet.

At drømme sig langt væk…

Ny stylist søges…