En gudstjeneste i sig selv

Jeg er lige kommet hjem fra påskegudstjeneste i den lokale folkekirke. Gudstjenesten var så som så (det var jo folkekirken ;-)) – men til gengæld hilste jeg på en kvinde, som gennem de sidste 20 år har stået som et enestående, lysende forbillede for mig.

Hun har en alvorligt syg mand, som flere gange har været indlagt på psykiatrisk afdeling og ikke er i stand til ret meget. Hendes yngste datter er også syg og har været det de sidste 18-20 år. Hun bruger sit liv på at hjælpe dem. Og mit indtryk er, at det er småt med penge og småt med glæder hos familien. Men alligevel har denne kvinde altid mødt verden med et fantastisk positivt sind og en strålende tro på og tillid til Gud, som jeg aldrig nogensinde har forstået – eller har formået selv at opnå. Hendes liv er én lang kamp, men hun stråler af glæde og af taknemlighed over livet og over Gud.

Hun er helt fantastisk, og hvis jeg blev bedt om at nævne mit største forbillede, så bliver det afgjort hende. Jeg kan lære så uendeligt meget af hende. Bare det at se hende i dag var en gudstjeneste i sig selv.